Effektiv rengøring: Sådan sparer du tid og penge under rengøringen

De store rengøringsselskaber har gjort det i mange år – og du bør også gøre det. Hvad jeg her snakker om, er at optimere de daglige rengøringsprocesser, med henblik på at spare tid, og dermed også penge. En af de helt store omkostninger ved rengøring er nemlig personaleomkostninger. Er medarbejderne nemlig ansat på danske løn- og arbejdsvilkår, koster en rengøringsassistent hurtigt 200 kroner i timen. I artiklen her vil vi derfor se på hvordan man optimerer sine processer, med henblik på at nå mere på samme tid. Dette kan enten udmøntes i form af bedre rengøring, eller alternativt samme rengøringsstandard til en bedre pris.

Professionelle rengøringsmidler er tidsbesparende

Ser man rundt på internettet, findes der utallige husmorråd til hvordan man kan gøre effektivt rent, med helt almindelige remedier. Tanken er, at man ikke behøver at have 10 forskellige rengøringsmidler stående, hvis man blot har nogle basiskemikalier og sæber. Selvom at du sagtens kan gøre store dele af dit hus rent, blot med almindelig vand, opvaskemiddel og eddike, er der dog en stor ulempe: denne form for kreativ rengøring tager lang tid. For ja, du kan sagtens rense et toilet, ved at fore det med toiletpapir og gennemvæde det med eddike af flere omgange – det tager bare ufatteligt lang tid. Sørg derfor for at købe professionelle rengøringsmidler, som rent faktisk er velegnet til den opgave som du står i.

Tørmopning frem for støvsugning

Som du sikkert ved, er det nødvendigt at fjerne støv fra et gulv, før man kan vaske det. Men støvsugning tager som regel en del tid, da man stille og roligt skal skubbe skaftet frem og tilbage, for at sikre et ordentlig resultat. Dette er såvel opslidende som tidskrævende.

I stedet kan man med fordel gøre brug af engangsmopper, som spændes fast på en særkilt engangsmoppefremfører på et teleskopskaft. Herefter lader man blot moppen glide over gulvet, hvorefter støvpartikler vil ”hænge fast” i moppen, som efterfølgende smides ud. Materialeomkostningerne ved denne form for rengøring, er typisk højere end ved støvsugning – men omvendt hentes meromkostningerne ofte mange gange igen, i form af mindre tidsforbrug.

Klud eller inventarmoppe?

Microfiberklude er efterhånden blevet branchestandard inden for rengøring. Microfiberne tiltrækker nemlig støv og smuds, i modsætning til en gammeldags klud, som primært skubber snavset rundt. I rigtig mange tilfælde er microfiberkluden dog ikke det foretrukne aftørringsredskab. Skal du eksempelvis rengøre et klasseværelse eller et kontor, kan det tit betale sig at bruge en inventarmoppe til opgaven. Inventarmopper er små mopper, som du benytter på en mindre teleskopstang – og på samme måde som engangsmopperne var tidsbesparende, er der også værdifuld rengøringstid at hente her.

Hvilket vaskesystem bruger du?

Der findes et hav af forskellige gulvvaskesystemer, som hver har deres fordele og ulemper. En af de systemer som er værd at fremhæve, er de moderne microfibersystemer, som er baseret på forhåndsfugtede mopper som enten er klargjort med rengøringsmiddel, eller som tages direkte ud fra vaskemaskinen. Konceptet her, er at man ikke har noget vand med som moppen skylles i – man skifter nemlig til en ny moppe når den gamle bliver beskidt. Således kan en moppe typisk række til 25-30 m2, hvis gulvet blot skal overtørres let. Her er det dog også værd at bemærke, at man ved at vælge en god moppe, ofte vil kunne få en løsning hvor der kan tages flere m2 med samme moppe.

Minimer behovet for rengøring

Én ting som kan gøre en meget stor forskel, er brugen af dørmåtter i indgangspartier. Sagen er nemlig den, at der kan spares meget tid på rengøringen, hvis jord og smuds aldrig kommer med indenfor. Du kan både gøre brug af de mange måttefirmaer som tilbyder serviceordninger, men kan også den dag i dag, købe smarte microfibermåtter som du selv kan vaske. Sidstnævnte er ofte klart det billigste.

Den dyre (om end ofte nødvendige) løsning: rengøringsmaskiner

Sidst men ikke mindst, bør du huske at undersøge hvilke manuelle opgaver, som kan erstattes helt eller delvist maskinelt. Eksempelvis er det meget tidskrævende, at vaske større gulvarealer manuelt. Her vil en gulvvaskemaskine kunne spare dig for rigtig meget tid, hvilket inden for en overskuelig fremtid, kan retfærdiggøre den ofte store investering i rengøringsmasker.